Hej med dig, jeg hedder Emma!
Jeg er uddannet Dramaturg fra Aarhus Universitet, og herudover er jeg forsanger og sangskriver i 2 forskellige bandkonstellationer i Aarhus og København.
Jeg har arbejdet med kreative processer lige så længe jeg kan huske. Som barn var jeg overbevist om at jeg skulle være animationsinstruktør, fordi jeg tegnede ca nonstop. Helt specifikt arbejdede jeg på en lang tegneserierække om fugle med hænder og fødder (plottet står hen i det uvisse, men det var fedt at tegne dem). Som 11-årig begyndte jeg til rollespil, sådan ægte rollespil med påklistrerede elverøre og blå velour. Her brugte jeg det meste af min uge på at sidde om et alt for stort bord i et alt for lille lokale, øverst i en gammel kommunal bygning i Holstebro, med flere stearinlys tændt end hvad der var lovligt, og spillede Pen’n’paper. Herfra kom jeg ind i teatrets forunderlige verden, og blev bare komplet og aldeles grebet af den kollektive skabelsesproces og hvordan man leder den.
Udover teater har jeg de sidste 12 år arbejdet i mere eller mindre alle grene af kulturbranchen i mange forskellige roller. Jeg har brugt meget tid som instruktørassistent rundt på teatre i Danmark, og jeg har instrueret en masse teater. Jeg har arbejdet som producer, dramaturg, booker, fundraiser, instruktør, klipper og indspilningsleder på en række kortfilm, og lavet dokumentar. Jeg har lavet podcast og radio, og arbejdet som musikpædagog, og ikke mindst lavet en hulens masse projektledelse og projektkoordinering.
Jeg finder enormt meget meningsfuldhed i at undervise og understøtte andre til at forløse deres potentiale og nysgerrighed for noget, og jeg glæder mig helt tosset til at møde dig og det du kommer med på Løgumkloster Højskole.