Teater

Har du spillet teater før eller er det noget du er nysgerrig på? Vil du gerne udfordre dig selv, lære mere om hvad teater er eller søger du op på Den Danske Scenekunstskole? Uanset hvad er der plads til dig og det du kommer med på valgfaget Teater.

Hvad går faget ud på

I valgfaget Teater dykker vi ned i scenekunstens grundlæggende principper: 1) at være tilstede i øjeblikket og 2) at reagere på det der sker i øjeblikket. Vi undersøger opmærksomhed, kreativitet, intention, udtryk, timing, bevægelse, nærvær og fokus gennem et væld af forskellige øvelser og små opførelser for hinanden.

I teatret træder vi ind i et skrøbeligt rum, der udelukkende består af din og dine medspilleres opmærksomhed og nærvær. Det er et rum hvor vi sammen skal bygge et fundament af tillid og tryghed, og et rum hvor der helt simpelt ikke findes nogen fejl. Her tør vi at overskride vores egne grænser, vi tør at undersøge os selv og hinanden, og vi tør at blive stående i kaosset fremfor at løbe fra det.

Teater er kollektivets kunst, og det er i fællesskabet af vi bliver større end os selv. Her bidrager alle til at det vi skaber sammen, skal fungere, uanset om det er en scene fra ”Romeo & Julie” eller en lille improvisation om 2 ældre damer på i en dyrehandel. Vi er dybt afhængige af hinanden, og vi kommer til at tilgå alt vi laver som et ensemble, en gruppe der løbende giver hinanden feedback og lære af hinanden.

I Teater vil du blive udfordret på dine grænser og på din forståelse af dig selv. Du vil blive klogere på dig selv både som menneske og skuespiller.


Hvad tager du med dig

I Teater lærer du de essentielle og fundamentale redskaber i teater. Du lærer om skuespil, improvisation, scenisk analyse og udenadslære, taleteknikker, udstråling, at skabe i en kreativ proces, forskellige teatergenre og perioder, at modtage instruktion, at give og modtage feedback, at få noget til at fungere på en scene og at være en del af et helt særligt fællesskab.

I Teater kommer du uden tvivl til at opleve en positiv selvudvikling både gennem de øvelser vi laver, men ligeså vel gennem det intense fællesskab.

 

Mød din underviser

Forrige
Forrige

Elevparlament