Permakultur og Havebrug

Drømmer du om at dyrke dine grøntsager og urter samtidigt med, at du får en forståelse for bæredygtighed, økologi og permakultur? Her får du mulighed for at arbejde med metoder til havedyrkning, eksperimentere med DIY og små bæredygtige projekter i hverdagen.

På Løgumkloster Højskole har vi bæredygtighed som et hovedfag, hvor du lærer om køkkenhave og natur

Hvad går faget ud på

På dette fag vil vi omsætte bæredygtige idéer til handling i hverdagen og arbejde med både dyrkning af jorden og selvforsyning/DIY. Flere og flere vil gerne dyrke deres grøntsager og krydderurter selv, og folk går sammen om at dyrke fødevarer i lokale fællesskaber, fx byhaver og nyttehaver.

Vi dykker ned i permakulturens etik og principper og undersøger, hvordan vi kan opbygge lokale fællesskaber og dyrke jorden på et bæredygtigt grundlag, hvor der drages omsorg for både mennesker og naturen. Vi eksperimenterer med alternative metoder til at dyrke haven og forbedrer jordens frugtbarhed med inspiration fra permakultur, biodynamik og økologi. Samtidigt tager vi ud og lader os inspirere af bæredygtige projekter i lokalområdet, økologiske gartnerier, perma-skovhaver og lignende. Vi inviterer eksperter og haveentusiaster til højskolen for at gøre os klogere på havedyrkningens kundskab og permakultur set i et større perspektiv.

Samtidigt sætter faget fokus på ’upcycling’ og genbrug af materialer, så vi mindsker vores forbrug af ressourcer og producerer mindre ’affald’ i hverdagen. Vi eksperimenterer med DIY og selvforsyning i forhold til f.eks. tørring af urter til fremstilling af te, hjemmelavet natur-kosmetik, garvning af skin og konservering af bær og frugt. Vi kombinerer havedyrkning og genbrug ved fx at bygge mini-drivhuse af gamle vinduer og arbejder med forskellige naturmaterialer såsom sten, pil og træ i forhold til at indrette haverum i højskolens kommende fordybelseshave.    

Faget tilbyder et inspirerende læringsmiljø, der veksler mellem teori og praksis. Midtvejs i forløbet er der tid til, at du kan gå i dybden med ’Eget projekt’ og blive klogere på lige netop det emne, som du brænder for. Det kan være alt lige fra en undersøgelse af fænomenet ”bylandbrug” til et praktisk projekt, hvor du afprøver metoder til kompostering af madaffald eller bygger en smuk urte-spiral. Projektet kan også være koblet til udvikling af haverum i højskolens egen middelalderhave.

Hvad tager du med dig

Du får en praktisk kunnen i havedyrkning samtidig med at du får en forståelse for bæredygtighed, permakultur og økologi set i et større perspektiv. Du afprøver forskellige metoder af i forhold til at dyrke jorden og er med i processen med at udvikle højskolens have. Her skal der både være abildgård/skovhave med frugttræer, bærbuske og flerårige grøntsager, kålgård og urtegård med gamle lægeurter. Desuden er vi i gang med at etablere en ’Fordybelseshave’ med plads til stille og meditative aktiviteter og blomsterbede med forskellige sansemæssige oplevelser.  

Den praktiske viden om permakultur og havedyrkning kan du tage med dig, når du engang selv får mulighed for at dyrke en have eller vil være en del af et dyrkningsfællesskab i byen eller bare vil have inspiration til, hvordan du kan være mere selvforsynende i hverdagen.   

Undervisningen foregår på engelsk

 

Fornem faget

 
 

Mød din underviser

Forrige
Forrige

Musik

Næste
Næste

Madhåndværk