Kunst og Kreativitet

Kunst er et sprog, som alle kan lære. Når du iagttager dine omgivelser, giver form til det du ser og dykker ned i din egen billedverden, sker der magiske ting.

Hvad går faget ud på

Her i højskolens kreative kunstlaboratorium får du masser af værktøjer inden for det billedkunstneriske felt. Og alle er velkomne - faget for dig, der vil lære at fordybe dig i og prøve at forstå din kunstneriske arbejdsproces.

I løbet af semesteret lærer du at bearbejde dine indtryk kunstnerisk, udtrykke stemninger og følelser og at visualisere nye verdensbilleder. Udgangspunktet er dit eget, unikke udtryk, som du får mulighed for at videreudvikle og styrke. 

Faget er bygget op omkring tematiske undervisningsforløb og workshops, hvor du tilegner dig viden inden for forskellige billedkunstneriske discipliner. Vi arbejder med tegning for at se og forstå verden, og omsætter måske det sete til grafiske udtryk i paptryk og linoleumssnit. Vi arbejder med collage, hvor vi dekonstruerer, finder elementer, billeder såvel som ord, og genopbygger på ny. Den fine, finurlige akvarelfarve afprøves sammen med gouache og vandopløselige kridt, og vi arbejder med den hurtigt tørrende akrylmaling, bygger op lag på lag, eller arbejder ekspressivt og vildt.

Undervisningen består af forskellige elementer som øvelser og inspiration, teknik og teori samt dialog. Du får indblik og forståelse for den kunstneriske arbejdsproces og får stimuleret din kreativitet gennem kunsthistoriske oplæg, opgaver og naturligvis gennem maleriet. Billedsamtale og konstruktiv kritik er en stor del af undervisningen, og du får mulighed for lære at sætte ord på dine projekter og idéer.

Højskolens kunstlokale og øvrige værksteder er altid åbne. Du kan derfor også arbejde uden for undervisningstiden med eksperimenter og kunstprojekter. Faglærerne er altid klar til at komme med gode råd, og der vil i løbet af opholdet blive tilbudt forskellige kreative workshops fx i weekenderne.

Hvad tager du med dig

Undervejs udstiller vi de afsluttede projekter rundt omkring på højskolen, og måske får du lyst til selv at være kurator og planlægge en udstilling i lokalområdet eller lave udstillingskataloger. Derfor tager vi også på museumsbesøg og har kunstnermøder.

I det afsluttende forløb formulerer du dit eget kunst-projekt, som skal gennemarbejdes. Her kan du dykke ned i dit favoritområde og gå i dybden med det, du er mest optaget af – med vejledning og sparring fra faglæreren. 

 

Fornem faget

 

Mød din underviser

Forrige
Forrige

Keramik

Næste
Næste

Filosofi