Tilbage til Alle begivenheder

Støttekoncert for Ukraine

  • Løgumkloster Højskole Brorsonsvej 2 Løgumkloster, 6240 Denmark (kort)
Tatyana P. Larsson og Pernille L. Böser giver støttekoncert på Løgumkloster Højskole

Støttekoncert for Ukraine i samarbejde med Løgumkloster Kirkemusikskole

Hvor: I Ottekanten på Løgumkloster Højskole
Hvornår: Søndag d. 26. marts kl. 15-16
Pris: Gratis, men vi opfordrer alle deltagende til at donere til Ukraine igennem Røde Kors’ indsamling på Mobilepay-nummer 610176

Civile er lige nu på desperat flugt fra voldsomme angreb i Ukraine og har brug for akut beskyttelse og nødhjælp!

Tatyana P. Larsson er pianist og organist bosiddende i Vejle. Sammen med fløjtenisten Pernille L. Böser giver de en gratis støttekoncert til fordel for Røde Kors’ nødhjælp til Ukraine.

Tatyana er født i Ukraine. Hun er uddannet pianist og musikpædagog fra musikkonservatoriet i Poltava og herefter Diplomeksamen som koncertpianist m.m. fra akademiet i Sct. Petersborg.    Indtil Tatyana for 3,5 år siden flyttede til Danmark, var hun fastansat som lærer på musikkonservatoriet i Poltava.  Tatyana arbejder nu som organist i Sct. Norberts Kirke i Vejle, og underviser i klaver i Vejle og musikskolen Billund. Tatyana har siden 2020 udvidet sine kundskaber ved at studere orgel og korledelse (PO-organist) på Den Danske Kirkemusikskole.

Pernille L. Böser startede sin musikalske løbebane som kirkesanger i Sct. Nicolai Kirke i Vejle. Pernille er uddannet fløjtenist fra Det Jyske Musikkonservatorium i Århus, sideløbende med studier i Paris og London. Pernille arbejdede i 20 år som fløjte- og klaverlærer i Kulturskolen i Hedensted sideløbende med et job som kirkesanger i Højen, Jerlev og Ødsted. Hun arbejder nu som orkesterkoordinator I Odense Symfoniorkester. Pernille har siden 2018 på deltid studeret orgel og korledelse på kirkemusikskolen.

Tatyana og Pernilles samarbejde er opstået i forbindelse med deres studier på kirkemusikskolen. De har tidligere givet koncerter – bl.a. til fordel for velgørenhed.

Med tanke på Tatyanas ukrainske baggrund og den frygtelige krise Ukraine nu står i, falder det naturligt og helt højaktuelt med at vise vor sympati og vor støtte.

Begge musikere spiller gratis - men beder om, at man støtter Røde Kors’ indsamling til civile ofre for krigshandlingerne i Ukraine.

Forrige
Forrige
24. marts

Forfattermøde: Dorthe Nors

Næste
Næste
4. april

Klosteraften v. Erik Sommer