Kursusbeskrivelse
Velkommen på Løgumkloster Højskoles julekursus, hvor vi byder på inspirerende juledage med både fordybelse og julehygge i godt selskab. Lad roen og julefreden sænke sig, for nu er julen kommen, og glæd dig til spændende foredrag, tænkepauser, filosofi, sang og fortællinger.
Vi fejrer juleaften på stemningsfuld vis med koncert og julegudstjeneste i byens smukke klosterkirke. I løbet af opholdet skal vi desuden på vintervandreture, se skønne værker fra kunstens historie, have højtlæsning og skabe rum for samtale og refleksion.
Kurset er for alle, der har lyst til at holde en dejlig jul med andre og mærke højskoleånden.
Kursusleder: Ursula Dieterich-Pedersen, forstander
Højskolens Rytme
8.00 Morgenmad
8.30 Morgensamling
12.00 Frokost
14.30 Kaffepause
17.30 Mulighed for aftensang i Klosterkirken
18.00 Aftensmad
21.00 Aftenkaffe
Program
|
Søndag 22.12 |
|
14:00 |
Ankomst og indkvartering |
|
16:00 – 17:00 |
Lys i mørket Velkomst, introduktion til ugens program, en fortælling om fællesskabet og højskolesangbogens vintersange. v/Ursula Dieterich-Pedersen, Forstander og Ea Cornelia Lindbjerg Hansen, pianist |
|
19:30 - 21:00 |
Vinterkoncert Johan Thor og Carl Chr. Fröhlich, er to unge fremadstormende hhv. klassisk guitar og klaver talenter. Drengene studerer til daglig på MGK Midtvest og har vundet Sydbanks Kammermusik Pris 2023. Hos os starter de vores julekursus ved at fremføre værker både solo og som duo fra romantisk klavermusik, til moderne klassisk guitar musik. v/Johan Thor, Guitar og Carl Christian Fröhlich pianist |
|
|
Mandag 23. 12 |
|
09:30 – 11:45 |
Fra det menneskelige mørke ind i det åbne. Okse og æsel ved krybben. Lam, ænder og høns på højskolen, selv om vi ikke spiser dem. Det dyrisk mørke i en institution der skal oplyse? Og er det mørkt omkring dyrene? Den tyske lyriker R. M. Rilke udkaster i sine Duino Elegier en hel kosmologi. Ikke mindst den 8. elegi indeholder tanker om dyrenes placering i forhold til menneskene. Hos Rilkes indtager mennesket den mest problematiske position i skaberværket. Over mennesket står dyrene og englene. Det handler om bevidsthed og ikke mindst selvbevidsthed. vSøren R. Fauth |
|
15:00 – 17:00 |
Ekskursion til Museumsberg Flensburg Museumsberg Flensburg er med sine to huse et af de største museer i delstaten Slesvig-Holsten. Siden sin grundlæggelse i 1876 helliger museet sig det tidligere Hertugdømme Slesvigs kunst- og kulturhistorie, hvor den nordlige halvdel siden 1920 hører til Kongeriget Danmark. Vi skal især se Jugendstilafdelingen med kunstnerens Hans Christiansens hovedværker og ekspressionismens kunst, bl.a. med værker af Erich Heckel, Ernst Barlach og Emil Nolde. Derefter bliver der mulighed for på egen hånd at gå en runde på Flensborgs Julemarkedet, som er på hele gågaden. v/Ursula Dieterich-Pedersen, forstander |
|
19:30 – 21:00 |
Snedronningen Læn jer tilbage. Vi har forvandlet vores foredragssal til en stor dagligstue. Vi har været ude hele dagen, så nu bliver der fortalt historie. En fortælling der er smuk og en lille smule uhyggeligt. Så tag tæppet godt omkring dig. Det er Snedronningen. Vinterens store dannelsesfortælling. To børn der bliver udfordret på tro og personlige styrker. Hvilken kraft er det, der driver os? v/Ingrid Hvass, fortæller |
|
|
Tirsdag 24.12. |
|
09:30 – 11:30 |
Hånd, ånd og hjerte Vi har valgt tre fag for jer, hvor I får lov at bruge kroppen, hovedet og hjertet. Det kommer 2 gange: tirsdag og torsdag. Vintervandring– hvad laver dyrene her i julen? Hvordan står træerne? Hvor koldt og vådt er luften? At vintervandre er ligesom vinterbadning en særlig genre, En særlig smuk en. Vi tager jer med ca. 5 kilometer og har kaffe, the og lidt spiseligt med os. Husk gode gå sko der gerne må være vandfaste og regntøj. v/ Irene Sanchez Lorenzen, højskolelærer Vinterdrømme –kan du godt lide at skrive? Eller vil du gerne skrive og kommer ikke rigtig i gang? I dette fag får du inspiration til skrivning om det du drømmer om. Altså ønskedrømmene. De vågne. Visionen. Eventyret. Den bedste af alle verdener. Alt det varme, smukke, dejlige, bløde, lyse, stærke. Vi har købt en bog til dig og du lærer forskellige værktøjer til din skriveproces. Og måske vil du læse lidt af det op til de andre i slutningen af timen. v/ Ursula Dieterich-Pedersen, forstander Vinterbilleder– er du glad for at male og tegne? Eller har du altid gerne ville prøve? Vintermotiverne skal på papir. Lys og skygge. Peter har sæt blyanter, kul, pastelkridt og akryl frem i kunstlokalet. Det er lette øvelser, der hurtigt gør dig bedre, lige meget hvilket niveau du begynder på. Små vinterbilleder som du kan tage med dig. v/ Peter Munck-Petersen, billedkunstner |
|
14:00 - 15:30 |
Julestuen pyntes sammen Der skal dækkes bord, sættes lys, pyntes træ, vælges julesange og foldes servietter. Vi har alle forskellige traditioner og der er tid til at fortælle om dem, mens vi går og gør klar til julen. Og så har Ruth, vores kreative ekspert, lidt udfordringer i ærmet, der gør julebordet særlig smukt i år. v/Ingrid Sanches Lorenzen, højskolelærer og Ursula Pedersen, forstander |
|
16:30 |
Julegudstjeneste i Klosterkirken |
|
18:00 – |
Vi holder jul sammen Middag og derefter Julehygge og sang i ottekanten v/ Ursula Pedersen, forstander og højskolelærer Irene Sanchez Lorenzen samt Ea Cornelia Lindbjerg Hansen, pianist |
|
23:00 |
Musikalsk Julenatsgudstjeneste Klosterkirken inviterer til årets mest stemningsfulde gudstjeneste: |
|
|
Onsdag 25.12. |
|
09:30 - 11:45 |
Denne julemorgen. Hør vinter- og julenoveller fra hele verden. Det er fint at være lidt træt dagen derpå. Vi læser højt for dig. Tag gerne dit strikketøj med og grib fat i en højskolesangbog. For de fineste digte er i sangteksterne – og de skal synges. v/ Ursula Pedersen, forstander og Ea Cornelia Lindbjerg Hansen, pianist |
|
15:00 - 16:30 |
At mig dagen fryder Livets vidunderlige mangfoldighed bliver sat under lup. Hvordan kommer det enkelte menneske til at holde af livet? Hvordan bevarer man fokus på livets skønhed? Selv om livet kan være svært, hårdt og i sidste ende koster livet? Tag med på en rejse inspireret af mennesker fra Michael Laudrup til Søren Kirkegaard med afgørende spring til Bruce Springsteen, behørige stop ved Michael Kvium og poesi fra Piet Hein til Poul Krebs. Og selvføgelig skal vi synge. v/Sven Hansen, foredragsholder |
|
19:30 – 21:30 |
Bær dine fejl – et foredrag om improvisation i musik og strik Med ord og musik udforsker Albert både strikke- og musikfilosofier og samler trådene i et foredrag om kunsten at elske sig selv trods fejlene. For Albert er der ikke langt fra strik til musik - der er mange elementer, der går igen de to fag imellem, og han vil her fortælle om improvisationsstrik og dets meditative og reflektive kvaliteter. Forvent en underholdende oplevelse, når Albert med en humoristisk tilgang fortæller røverhistorier om at strikke på danseklubberne på Cuba, det at indse sine privilegier og at ‘bære sine fejl’ og ikke mindst spille flotte melodier på sin kontrabas. Et af hovedtemaerne at acceptere og leve med sine egne fejl. Og selvfølgelig er der fællessang ledt an af kontrabassens varme lyd. v/ Albert Reinholdt Østergaard |
|
|
Torsdag 26.12. |
|
09:30 – 11:30 |
Hånd, ånd og hjerte Fortsættelsen af jeres fag fra Vintervandring v/ Irene Sanchez Lorenzen, højskolelærer Vinterdrømme v/ Ursula Dieterich-Pedersen, forstander Vinterbilleder v/ Peter Munck-Petersen, billedkunstner |
|
15:00 |
Til glæden – Historien om mig og min mormor Kammerspillet som kærlighedserklæring til den danske sangskat. Musikken og fortællingen følges hånd i hånd og med afsæt i historien om et tab og en stor sorg må vores fortæller starte forfra og redefinere sig selv og sine rødder. Forestillingen er et kvindeportræt der også bliver et Danmarks-portræt Efter forestillingen får vi kaffen og kagen i julestuen, hvor vi kan tale videre om hvor og hvordan vi kan finde fodfæste i en verden og virkelighed i stadig forvandling, og hvordan måske højskolesangene kan hjælpe med at finde både frihed og fællesskab. v/ Ingeborg Fangel Mo, skuespiller, Frode Andersen, akkordeonist. |
|
19:30 – 21:00 |
Jazzkoncert og afslutningsaften Starten på vores afslutningsaften bliver koncerten med Duen Ea Cornelia LIndbjerg, som har ledsaget vores fællessang gennem hele ugen, og hendes duopartner Nina Tich Thordsen. Læn dig tilbage til lyden af velkendte toner af julens største klassikere. fra både den nordiske og amerikanske sangskat. v/Ea Lindbjerg, sang, Nina Tich Thordsen, klaver Herefter hygger vi, til vi skal i seng. |
|
|
Fredag 27.12. |
|
09:00 - 09:30 |
En sidste morgensamling v/ Ursula Dieterich-Pedersen, Forstander |
Om underviserne
Priser
kr. 6.500 Prisen inkluderer ugens program, fuld forplejning, linned, håndklæder og en seng i et enkeltværelse
kr. 6.000 Prisen inkluderer ugens program, fuld forplejning, linned, håndklæder og en seng i et dobbeltværelse
kr. 5.450 Dagselev: Prisen inkluderer ugens program og fuld forplejning.
kr. 250 Afbestillingsforsikring
Tilmelding
Lyder kurset som noget for dig, kan du tilmelde dig gennem vores online formular eller ringe til os på 7474 4040 og høre mere.
Vi glæder os til at se dig.