Klosterhaver og helbredende urter
Forberedelse:
På Løgumkloster Højskole er der etableret en historisk urtegård med gamle lægeurter og historiske planter. Urtegården er et godt sted at lave forskellige slags udeundervisning, og her på siden har vi samlet forskellige undervisningsaktiviteter under to temaer. Dem kan du læse om nedenfor.
Ved højskolens garage har vi et depotrum med en temakasse, vi kalder: ”Klosterhaver og helbredende urter”. I denne kasse findes en masse redskaber, som skoler kan bruge til udeundervisning.
Redskabskassen indeholder følgende: Plante-presse til at lave herbarium, tegning over klosteret, bomulds-duftposer, hæfte om klosterhaver og planter og mere uddybende beskrivelse af undervisningsforløbene. I kassen er også laminerede versioner af aktivitetsarkene, som du finder nederst på denne side. Arkene kan printes direkte fra hjemmesiden til at tage med hjem eller arbejde videre med på skolen.
Tema I: Klosteret og livet som cisterciensermunk
Aktivitetsark 1
Løgum Kloster er et cistercienserkloster i Løgumkloster, hvoraf kirken og det meste af østfløjen er bevaret. Kirken og klosteret er et besøg værd, og der kan laves spændende undervisning ud af at sammenligne bygningerne som de står i dag med den oprindelige kolosterplan og derefter lave jeres egen grundplan over et kloster. Se aktivitetsark 1 (p.t. under opbygning).
Aktivitetsark 2
Munkene levede efter et strengt tidsskema, hvor døgnet var delt op efter de otte tidebønner. De måtte ikke sove for meget, da det ikke var godt for sjælen. Det var også forbudt at snakke under de lange meditationer og læsninger. Idealet var et liv i stilhed, hvor munkene kun talte sammen om de praktiske opgaver. En spændende opgave kunne i den forbindelse være at sammenligne jeres egen hverdag og rutiner med munkenes. Se aktivitetsark 2.
Tema II: Gamle lægeurter i Middelalderhaven
Aktivitetsark 3 og 4
I middelalderhaven kan I gå på opdagelse og lære de 20 mest almindelige gamle lægeplanter at kende. Find dem i højbedene i haven og duft til dem. Brug planteherbariet her på hjemmesiden og se hvor mange af planterne I kan finde. Kan I genkende planterne i den historiske urtegård? Hvad er deres særlige kendetegn?
I kan indsamle et udvalg af 10 planter. Tag kun lidt af hver plante og lav et herbarium med planterne, hvor I presser dele af planten såsom stængel, blomster, blade og evt. frø. Beskriv planterne, hent information om planterne og lav små plancher om planterne og deres historier. Se aktivitetsark 3 og 4 og kig desuden i hæftet i temakassen eller på hjemmesiden for at finde beskrivelser af planterne.
Aktivitetsark 5 og 6
I den historiske urtegård er der et tema-bed med historiske urter og andre krydderurter, der er gode te-planter. I kan også finde te-planter i krydderurte-spiralen i Abildgården (se oversigtskort). Højskolen har også et tema-bed med kosmetik- og aromaplanter, hvor I kan samle morgenfrueblomster til at lave en helende salve. Tag ud i vores bede og find planter og urter, og lav jeres helt egne produkter. Se aktivitetsark 5 og aktivitetsark 6.
Kulturplanter/naturplanter
I området omkring de gamle klosterruiner kan man finde kulturplanter, som munkene dyrkede, der har forvildet sig ud i naturen. Gå en tur i området omkring Løgumkloster Kirke, evt. med en naturvejleder, der kan fortælle om de vilde planter og kulturplanter i finder i naturen, fx rød hestehov, svaleurt, læge-kokleare, alm. mjødurt, stor nælde, glat vejbred, m.fl. Kan I finde såkaldte ”reliktplanter” i naturen omkring Løgumkloster Kirke og i det områder, hvor klosteret lå?
Aktivitetsark (PDF-filer)
Aktivitet 1: Tegn og byg en grundplan over et kloster (under opbygning)
Aktivitet 2: Hverdagen som cisterciensermunk sammenlignet med din egen hverdag
Aktivitet 3: Lav et herbarium med gamle lægeurter
Aktivitet 4: Lav en fotosamling med vilde planter fra naturen
Aktivitet 5: Lav en helende urte-te
Aktivitet 6: Lav en helende salve med morgenfrue